Tyve minutter efter mærkningen af efterårets anden Hvidbrynede Løvsanger, sad denne Gransanger i garnet i fyrhaven. Karakterer: fesenfarvet gransanger, intet synligt gult i dragten, men gult i armhulen (axillaries). Øjenbrynet var utydeligt og blegt brunhvidt. Ben og næb helt mørke bortset fra allerinderste del af undernæbbet, som var en smule gulligt. Kinden fremstod rustbrun (sås også i felten efter fuglen blev sluppet). Et svagt vingebånd (på større dækfjer / GC) var tydeligt i hånden, og lige netop synligt i felten. Fuglen hørtes ikke kalde.
Da jeg mærkede den første tristis forleden begik vi den fejl, kun at tage billeder foran den grå mur, hvorfor især rygfarven blev overdrevet grønlig. Derfor udtrykte enkelte læsere af Blåvandsbloggen let skepsis, hvilket er forståeligt nok ud fra billederne. I hånden og i felten oplevedes den dog klart andeledes end alle andre Gransangere, jeg har set, ligesom kaldet ikke var et stigende Gransangerkald, men et fladt piiiv.
Den er jo lige i skabet! Den varme kind, gråbrun isse og ryg, smudsig undersidde (særligt på brystsiden) og øjenbrynsstribe uden det mindste gult, og ikke mindst kyllingekaldet er afgørende kendetegn! Det er svært at se om der er grønt i skulderregionen (på min skærm), men det er øvrigt ligegldigt, da der fint må forekomme oliven på skulder og gump. Næbbet ser også fint ud, med kun lyst på skærefladen. Den ville jeg godt have set i hånden. Tillykke - en fed fugl!
OZG
Tak, OZG. For en god ordens skyld vil jeg lige pointere at netop denne fugl ikke hørtes, men at den første jeg mærkede (11. okt) kaldte med kylllingekald da jeg slap den.
TLP
Nye kommentarer til dette billede er ikke muligt.
Bemærk: at alle billeder har copyright og må ikke anvendes uden accept fra den respektive fotograf.
English version
Ole Zoltan Göller skriver onsdag 13. oktober 2010 kl. 19.19 
