Den fotograferede måge på billedet her er en Sølvmåge og ikke en Middelhavssølvmåge.

En sølvmåge, ja.
Men kunne Kent O ikke lige forklare indsenderen, hvad han baserer sin bestemmelse på?

god idé, det er naturligvis bedst at forklare hvorfor man mener en art på et billede bør ombestemmes…

I tilfældet her vil jeg henvise til de mange gode billeder, hvor kommentarer gennemgår kriterierne for Middelhavssølvmåge som eksempelvis her og her foruden GullDK, hvor afgørende karakterer fremgår under de enkelte billeder.

Andre sølvmåger med gule ben kan ses her.

God mågetur

Artsnavnet er hermed ændret fra Middelhavssølvmåge til Sølvmåge behæftet med titlen: Adult "Omissus".

Mvh RSN (Admin)

Bør omissus ikke være med lille?

Efter vejledning fra RUNE, finder jeg i KMO's 'Gulls',
2003, p. 262, at 'omissus' tidligere (1950'erne ff) refererede til gul-benede baltiske Sølvmåger.

Vh ........ C.

Sølvmåger fra det østlige Fenno-Scandia er typisk dem, der kaldes Baltisk Sølvmåge alias “omissus”. De har gerne lys ryg (altså ikke mørkere end argentatus Sølvmåger i NW-Europa og lysere end nordlige argentatus Sølvmåger fra eksempelvis Finmarken, hvor der ofte ses lidt mørkere overside), de har lidt længere hånd, ofte et sort bånd på tværs af p5 og en tendens til ofte at have gule ben.

Farvningen af benene er til dels genetisk nedarvet, men det har vist sig også at være diætafhængigt. Særligt denne vinter er der set mange Sølvmåger med nærmest orangegule ben og meget farverige næb og øje-ringe. Det inkluderer det, der af andre er blevet kaldt Tukanmåger.

Derfor mener jeg, at betegnelsen ”omissus” bør forbeholdes fugle, hvor der er mere end benenes farve, der indikerer østlig oprindelse. Efter min overbevisning er gule ben ikke længere er tilstrækkelig indikation til definitivt at kalde en fugl "omissus" og da slet ikke om benene har et klart orange skær.

Jeg havde nok ventet en reaktion på denne måge, for helt ligetil er den ikke. Alligevel vil jeg fastholde, at det er en Middelhavssølvmåge (L.m.)
Måske har jeg ladet mig blænde af de meget gule ben og det kraftigt farvede næb, men følgende ligger til grund for min bestemmelse som (L.m.) Jeg har tidligere set individer med karakter af den såkaldte omissus-type, men aldrig med så klart farvede nøgne dele.
Vores sædvanlige anvendelse af jizz på disse måger mener jeg ikke kan gøre sig gældende i vintertiden, når det er koldt. Den kompakte form, som jeg regner med får Kent Olsen og Klaus Malling til at sige Sølvmåge, fremkommer, fordi mågen løfter sine fjer i den ekstreme kulde. Dermed får den ikke den slanke, langbenede form som ellers er kendetegnende for (L.m.) Læg mærke til at fjerene når ”knæet”. Forestiller man sig, at fjerene blev holdt rigtigt, ville formen på mågen være meget mere langstrakt, og det fremskudte bryst vil fremstå mere klart. Det er mit indtryk at (L.m.) i højere grad end Sølvmåge (L.a.) regulerer kropsvarme ved enten at lægge fjerene helt ind til kroppen eller puste sig op.
Bag tertiærerne er der 5 hvide spidser. Den inderste lige synlig og bliver sikkert delvist dækket på grund af løftede fjer. 3. hvide spids er på højde med yderste kant af halen. På undersiden af H10 ses en hvid spids afbrudt af en lys grå tunge og derefter et hvidt felt.
Hovedformen er mere til fordel for L.m. end for (L.a.) Nakken er afrundet og afstanden fra nakke til øje er stor. Mundvigen når knap øjet, næseboret er langt og man kan kigge igennem. Næbbet er både kraftigt og kraftigt farvet med rødt både på undernæb og et stykke op på overnæbbet. Orbitalringen er kraftigt farvet, mere orange end gult, meget lig farven på næbbet.
Rygfarven er mørkere end hos (L.a.) De hvide omgivelser får de grå nuancer til at virke mørkere, men farven på denne måge var lig med farven på Stormmåge.
Der var jo en farlig ballade da jeg kom med franskbrød og baconstykker og flere af mågerne markerede sig ved deres skrig. Hvor (L.a.) afslutter skriget med at løfte hovedet højt, afsluttede denne måge ved at pege næbbet frem.
Desværre tog jeg kun dette ene billede. Mit formål med besøget i parken var jo et andet, og bag ved mig stod konen og frøs og ville have os back on the road again.
Jeg har efterhånden en del erfaring med (L.m.) fra flere dele af Middelhavet (fra Gibraltar og Marokko over Mallorca, Ebro-flodens udløb over Korsika til Slovenien, Kroatien, Bulgarien, Tyrkiet og Cypern) samt den spanske Atlanterhavskyst foruden Tenerifa (hvor formen adskiller sig på flere fronter fra de øvrige former) Det er mit klare indtryk, at der er en kolossal forskel fra vest til øst, hvor de bredeste, kraftigste forekommer mod vest og de slankeste mod øst. Ved kysten ud for Bilbao har jeg set de individer, der i form lignede (L.a.) mest. Det individ, jeg har set, ligner mest af alt en vestlig form.

venligst
Svend Rønnest

Den fotograferede måge på billedet her er en Sølvmåge og ikke en Middelhavssølvmåge, da eksempelvis orbitalringen mest af alt er gul og ikke blodrød som den skal være hos en Middelhavssølvmåge.