Netop returneret fra Turkmenistan med 3 gode ornitolog bekendte, og hvilken oplevelse!
Turkmenistan birding var og er en udfordring, hvor kun lidt litteratur er tilgængelig, så vi var bevæbnet med Google-Earth satelitkort, GPS, etc.
Forventningerne var tårnhøje, og personligt glædede jeg mig til at fylde de sidste huller i Centralasien-listen, og endda i tilgift nappe et par lifere.
Vel ankommet til hovedstaden Asgabat, og et par dage inde i ekspeditionen, var mine ornitologiske forventninger forlængst indfriet, og mine mistroiske forventninger til dette underlige og ukendte rejseland forlængst gjort til skamme.
Kort fortalt er Turkmenistan, et FANTASTISK land - så forandret, spændende, venligt, imødekommende og chekket, at enhver artikel om landet og tåbelig Lonely Planet omtale burde straffes :)
Sjældent har jeg mødt så venlige og tilfredse og afslappede borgere som i Turkmenistan... Så det var altså virkelig en øjenåbner, at komme til dette spændende land som i syd grænser op til Iran, Afghanistan, Det Kaspiske Hav og Usbekistan i nord.
Avifaunaen er domineret af ørkenfugle, men i tilgift findes også en række superspændende bjergfugle i de tørre og relativt lave Kopet Dag bjerge på grænsen til Iran og Afghanistan.
Gang, og gang på gang oplevede vi helt nye og anderledes fugle end forventet. Især antallet og sammensætningen var helt anderledes end vi havde forestillet os.
Førstedagen blev tilbragt ved Asgabat - hovedstaden ikke langt fra den iranske grænse. Her blev Sort Bynkefugl nappet side om side med Sumpviber, der ellers nok er ualmindelig i det øvrige Centralasien. Senere fortsatte vi nordpå til ørkenområderne og Amu-Darya floden på grænsen til Usbekistan.
Blandt de fineste fugle var Ægyptisk Natravn. En sen nattetime, vågnede jeg ved Natravnens særegne kald, da en fugl overfløj mit telt... og da der var helt stille i de øvrige telte, med enkelte pivsnorkende lyde, var jeg klar over at det nok ikke drejede sig om den "klassiske" joke med at afspille MP3-fugle... En snotdum men yndet og til tider underholdende sport på flere af mine ture for at få folkene ud af fjerene... Så jeg brød nattestilheden med fare for at blive totalt til grin med et brøl: "ÆGYPTISK NATTERAVN!!!" og lidt svagt reagerede de andre, men hurtigt zappede soveposers lynlåse, og et par minutter efter tumlede vi ud af teltene, eller rettere blot Krister (Mild) og jeg gad stå op og vandre ud i natten. krister med sin uundværelige optager og parabol, og jeg blot bevæbnet med kikkert. Det var fuldmåne, og jeg fik tastet GPS koordinaterne på lejren ind og afsted gik det ud over sandklitterne. De næste timer var fantastiske. gang på gang havde vi Ægyptisk Natravn på tæt hold, og vi hørte endda hunnens nasale og lavmælte kalden. Så det var en dejlig nat, og ved dagry tumlede vi tilbage til lejren.
Jeg har i årevis ledt efter Ægyptisk Natravn i det sydlige Kasakhstan, så det var en stor glæde at påleve arten på denne fine måde.
En hurtig kop kaffe senere var vi ude i sandklitterne igen - nu kom solen, og i de tidlige morgentimer havde vi 5-6 Panders Ground Jays omkring os. Hvorfor dyret hedder løbekrage på dansk forståes, når man ser dem sidde kortvarigt i træerne, for derefter at kaste sig ned på jorden, og spæne alt hvad livrem og seler kan holde til, hen over sandklitterne. En særdeles karismatisk fugl sandt for dyden.
Det blev gode dage i ørkenen, og i skovene langs floden, og især huskes store antal syngende Steppegulbuge, og med store antal mener jeg syngende Ramaer i et antal som overhovedet ikke kan sidestilles i noget andet centralasiatisk land - tætheden var som i Rama-captial-of-the-world... kasakhstanske Karaoi. Ligeledes mange syngende Østlig Bleg Gulbug (heddder den vist på dansk).
Menetries Wrbl (Rosenbrystet Sanger) var stedvis den almindeligste Sylvia og sanger... i det hele taget. Super smart art, og blot en enkelt Upchers blev hakket af - antageligt et trk individ. I Kopet Dag bjergene havde vi lokalt rå mængder af Østlig Mestersanger, mens den forventede og IBA-lovede Plain Leaf Wrbler glimrede totalt ved et fjoget fravær. Stenpikkerene varrigtigt nydelige - gode Eastern Pieds og fine Hvidryggede Finchs. også guf i dette hjørne af Centralasien.
Og så var der cobraer... vi skulle passe på hvor vi satte støvlerne - den centralasiatiske Naja skal man vist ikke spøge med; 50 minutter efter biddet og uden serum, tæller man Gejrfugl iført vinger og harpe. Vi så to på turen, selv om vi så vidt muligt prøvede at undgå dem, så de ER altså mere almindelige end godt er (næste år tager vi serum med...).
Buskrørsanger var simpelthen overalt - på gennemtræk. I byernes parker, og i land & hegn. Disse første maj-uger er artens peaktime på forårstrækket, såvel i Turkmenistan som her i Bishkek.
Og ganske rigtigt... ved hjemkomsten sad et eksemplar og glimrede med sine strofer lige uden for vinduet.
Godmorgen! og Tak for din kommentar Bjarke. Enig i at beskrivelser og små historier gør billederne lidt mere interessante.
Ovenstående beskrivelse af Turkmenistan er selvfølgelig voldsomt forsimplet, og baggrunden for at jeg f.eks grubler lidt over dette interessante Centralasiatiske land, er at Turkmenistan siden selvstændigheden fra USSR og især de sidste par år, hvor mangt og meget har ændret sig har lidt under alt for simplificeret og til tider sesationalistisk journalistik. Der er nemlig sket mange gode ting i landet; især de sidste tre år.
Ørkenlandet Turkmenistan er det mindst kendte og besøgte af de centralasiatiske lande, et land der sjældent nævnes i medierne og derfor stadig emmer af Silkevejshistorie og eventyr. Vitterligt er der også mange spændende steder og historie at gribe fat i landet som med hovedstaden As-gabat er beliggende i den sydvestlige del af Centralasien.
Landskabet er overvejende fladt og præget af tørt fastlandsklima, og sommeren er lang og hed, og temperaturer på 50 grader i juli gør det svært at se på fugle - så det er især om vinteren og de tidlige forår-/efterårsmåneder at det er nemmest at se på fugle: 80 % af territoriet udgøres af Karakum ørkenen, hvor vandings sy-stemer fra Amú-Dariá floden leder vand til oaserne Mary og hovedstaden Asgabat. Turkmenistan støder op til Kasakhstan og Usbekistan i nord, og Afghanistan og Iran i syd. Landet bliver ofte kaldt porten til Persien og undergrunden rummer enorme mængder naturgas og olie. Faktisk er Turkmenistan nu verdens næststørste eksportør af naturgas, og det betyder at landet er overodentlig velhavende. Det betyder f.eks også at indbyggerne IKKE betaler en øre for varme, gas og elektricitet!
At det så også har betydet, at hovedstaden Asgabat er en af de underligste og mest pompøse hovedstæder i verden, er så en anden sag. For det er helt korrekt at den er i særklasse anderledes, da der bygges i italiensk marmor (Asgabat kaldes også for Den Hvide Hovedstad), og indbyggertallet i hovedstaden ved et regerinsdekret (noget som garanteret også om få år bliver ændret) holdes lavt; endda i en komsik grad, så de store brede boulevarder er tomme for biler! Men min anke, er at landet ofte beskrives for simpelt og uden reelt kendskab til hvad der faktisk foregår, og i disse år, er der altså mange positive tiltag!
Landets ca. 5 millioner indbyggere udgøres af Turkmenere 77 %; usbekere 9,2 %; russere 6,7 %; kasakher 2 %; tatarer 0,8 %; andre 4,3 %, og de fleste er muslimer, der praktiserer Sunni retningen (og på ingen måde anmasende og diskriminerende som i nabolandet) – hvor kvinderne ikke er tvunget til at bære hovedbeklædning, etc.
Mange ting har ændret sig siden Turkmenistan blev selvstændigt efter at have været en del af Russiske USSR, og især de sidste år, er landet dukket frem fra tidligere års glemsel. Mest kendt er landet for den forrige præsident Niyázov der internationalt blev anset for at være en af de mest megalomane og excentriske i verden og kendt for en lang række særprægede dispositioner, bl.a. da han beordrede bygningen af et is palads igangsat i bjergene i Karakum ørkenen i udkanten af Ashgabat: paladset var nødvendigt for at landets børn kunne lære at stå på ski og snowboards. Som en del af den personkult, som landets afdøde præsident Niyazov byggede op omkring sig, fik alle månederne nye navne. Og april blev opkaldt efter præsidentens mor, mens han opkaldte for eksempel januar efter sig selv. Men siden Niyazovs død i 2006 har landets nye præsident Berdimuhammedov forsøgt at afmontere personkulten, og nu er turen altså kommet til månedsnavnene, der får deres gamle navne tilbage. April hedder igen april i Turkmenistan - i stedet for Gurbansoltan. I det hele taget er der stadig mange forunderlige pudsigheder i et land, hvor den til enhver tid siddende præsident sædvanligvis får over 99 procent af stemmerne ved valgene og i begyndelsen af 2004 blev der vedtaget en række love om «hygiejne», der gør det muligt for myndighederne at kræve hår og skæg klippet - også hos udlændinge, og antallet af katte er begrænset til én pr. person. Til inspiration for danske ikke-rygere kan nævnes, at det er forbudt at ryge udenfor i det offentlige rum. Derimod er det tilladt at ryge inden døre i restauranter og hoteller.
Ejendommeligt og komisk, men det fortæller sin egne særegne historie om et land der langsomt men sikkert er ved at finde sit eget fodfæste og har meldt sig ind i verdenssamfundet. På mange positive måder har Turkmenistan forsøgt efter bedste vis at navigere igennem stormagternes spil om indflydelse og naturressourcer i regionen, og i medierne er den tidligere præsidents sære pro-jekter oftest omtalt, mens de samme glemmer at samme præsident faktisk foretog en række kloge regeringsbeslutninger og styrede Turkmenistan gennem en turbulent tid, hvor mange af de andre centralasiatiske (for ikke at nævne de kaukasiske) lande stred sig gennem voldelige opgør og konflikter.
I lighed med de øvrige centralasiatiske lande rummer Turkmenistan en kultur der på samme tid er urgammel og spæd. Ret beset er landet blot en geografisk yngling fra selvstændig-heden den 27. oktober 1991; en tid hvor en måbende verden så grænserne smuldre i det tidligere USSR.
Turkmenistan har i lighed med de øvrige centralasiatiske lande oplevet et brydsomt skifte hvor landene pludselig fra den ene dag til den anden skulle stå på egne ben. Men Turkmenistan gør det ganske godt! Levestandarden og gennemsnitslønningerne er de højeste i Centralasien tak-ket være landets enorme gas og olieressourcer, og I modsætning til så mange andre steder har landets rigdomme også tilgodeset befolkningen på en lang række områder. Landet er forsigtigt ved at åbnes mere og mere til stor glæde for de besøgende, for landet har meget at byde på i det spirende forår!
Ornitologisk har jeg nævnt lidt om fuglene, men der er mere at udforske, og det som især gør fuglene interessante i TM er landets beliggenhed nord for Persien, og en ikke ulighed med det østlige Tyrkiet og Kaukasus. Det betyder også at der findes en række interessante ssp.
Det som jeg især syntes var interessant er forekomsten af arter som er sjældne eller fraværende fra de andre og mere nordlige centralasiatiske lande, f.eks da vi en eftermiddagstime pludselig stod ved en mark med mere end 50 syngende Lille Sanglærke, og at Sumpvibe var en af de mest almindelige ynglende vadefugle.
Og især var det vanvittigt interessant, at landet i lighed med de andre centralasiatiske lande endnu rummer så mangespændende og lidet besøgte fuglesteder, og at kendskabet til avifaunaen stadig er sparsom - så der er stof og plads til masser og mere udforskning; drivkraften for min tilstedeværelse hernede!
PS/Og så skal jeg nok huske at det IKKE hedder Natteravn men blot Natravn :)
Carsten Siems skriver lørdag 8. september 2012 kl. 15.17
Tak for uddybende fortællinger - sikke meget man kan lære ved at læse under en trænattergal :-)
Nye kommentarer til dette billede er ikke muligt.
Bemærk: at alle billeder har copyright og må ikke anvendes uden accept fra den respektive fotograf.
English version
Bjarke Dan Pii Korremann skriver fredag 18. maj 2012 kl. 21.22 