Danske fuglenyheder - Netfugl.dk!

Finderberetning – Stribet Sanger på Mandø 15-16.10. 2006

Søndag d. 15. oktober, den første morgen på Felttræf 2006, kørte Rasmus Strack (RS) og jeg fra hovedkvarteret på Rømø til Mandø for at finde hits. Det havde også været vores hovedformål de foregående fire efterårsferier, men det var aldrig gået særligt godt, bortset fra 2003, hvor vi med Troels E. Ortvad og Mads Jensen Bunch på holdet lavede hits på stribe. Vi parkerede ved Mandøcentret og startede med en trækkende Kernebider og en kop kaffe ved bilen. Der gik en del fuglekiggere rundt, men vi blev enige om, at vi nemt kunne finde et hit, de havde overset, det handlede bare om at være grundige. Vi spredte os, RS gik mod syd, og jeg gik mod nord – ”Ring, hvis du har noget!”

Da jeg nåede til møllen nord for byen uden at have set andet end Fuglekonger og Gransangere, sms’ede RS om Stor Tornskade og en sen Rørsanger, og jeg var under pres. Jeg kom i tanke om, at Mads Bunch i 2003 fandt Fuglekongesanger og Hvidbrynet Løvsanger i fyrrekrattene nord for møllen, så de var nok værd at tjekke. Da jeg rundede hjørnet af det nordligste krat sad der et par Fuglekonger i de yderste grene ca. 10 meter væk. De fik selskab af en større fugl, og jeg løftede kikkerten i forventning om at se en Gransanger, og så fik jeg et chok. Det lignede bestemt ikke en Gransanger eller for den sags skyld noget andet man ser på Mandø i uge 42. Jeg så den ikke særligt godt, der var en gren i vejen, og den vimsede hurtigt ind i krattet igen, så jeg fik den kun at se i ca. et sekund. Den havde vingebånd og var gullig på brystet og måske også hovedet. Jeg fik ikke rigtigt set detaljer, men der var det der helhedsindtryk af farver-striber, som man får, når man ser en ”Yank” – altså en amerikansk småfugl! Men det kunne jo ikke passe.

Jeg løb om for at se krattet fra siden, mine ben rystede så meget, at jeg måtte sætte mig ned. Fuglen kunne jeg ikke finde igen, der var kun Fuglekonger. Jeg anede ikke, hvad jeg havde set, men jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle finde en ny art for landet, så skulle det være den dér!

Klokken var lidt over 10, og jeg besluttede at ringe til RS, men for ikke at køre en vild stemning op indledte jeg med at spørge, om han havde haft noget. Da han havde berettet om sin morgen, kom modspørgsmålet. Næh, jeg havde skam ikke set noget, lige bortset fra en fugl, jeg overhovedet ikke anede hvad var. Jeg forklarede med nøje afmålt alvor, at han hellere måtte komme og hjælpe, men han måtte love at holde sin kæft og ikke starte hit-rygter. I krattet så jeg kun Fuglekonger, og så kom Henrik Haaning gående med kone, børn og kikkert. Jeg besluttede ikke at sige noget, men ved spørgsmålet ”Har du haft noget?” brød jeg sammen. Efter min ultrakorte beskrivelse, spurgte han, om jeg tænkte i retning af Gulstrubet Vireo. Jeg svarede, at den havde jeg faktisk tænkt på, men at jeg selvfølgelig havde set helt forkert. Han foreslog et par ikke-amerikanske og ret almindelige alternativer, som jeg afslog med ordene: ”Det var noget pænt!” Den høflige mand gav den et kvarters tid, hvorefter pligterne kaldte. Han har senere indrømmet, at han tænkte Grønsisken, en mulighed jeg ellers højt og tydeligt havde udelukket med det vægtige argument, at fuglen ikke hoppede som en sådan!

Tilbage til krattet; kun Fuglekonger og Rødhalse. Hver gang jeg løftede kikkerten begyndte mine hænder at ryste. En Enkeltbekkasin dumpede ned fra himlen og landede på nabomarken. Omtrent samtidigt ankom Christian og Maria fra Hillerød, som jeg ikke havde mødt før, og jeg fortalte dem ikke om fuglen. Vi faldt i snak, og da RS endelig ankom, blev det en hel lille snakkeklub, og det lykkedes mig næsten helt at glemme min lille fugl, mens vi så trækkende Bjerglærker, Bjergvipstjerter og en Vandrefalk. RS var i øvrigt 45 minutter om turen fra Sydmandø til mit krat, fordi han havde lovet ikke at køre en stemning op. Han følte sig således forpligtet til at stoppe og tale med birdere, han kendte – alt andet ville vække mistanke.

Efter en times hyggebirding drog Christian og Maria videre. Afslutningsvist betroede jeg dem, at grunden til at jeg holdt brandvagt lige her, var en underlig fugl jeg havde set, men det var bestemt ikke noget, de skulle spilde deres tid med. Så var der kun RS og mig tilbage. Jeg forklarede ham, at dette her enten var en ny art for landet, eller også havde jeg set helt forkert, og nok det sidste.

Burfuglemuligheden havde jeg afskrevet lige fra begyndelsen, fordi den var ”sanger-agtig” i bevægelserne. Det var næsten rørende, at RS blev hos mig og mit tomme krat i to hele timer. Hans tiltro til min sekundlange obs baseredes nok mere på min opførsel end min beskrivelse. Til sidst gjorde jeg ham klart, at han bare skulle gå Mandø rundt, alt hvad han havde lyst til, men indtil vi skulle til fastlandet, ville jeg blive siddende ved mit krat.

Da han kørte, fik jeg ro til at tænke over det hele. Jeg begyndte at ryste igen, for jeg troede virkelig, jeg havde haft ”noget”, men hvor er ”noget” henne nu? Jeg har i de seneste år haft held med at luske småfugle passivt, altså at sætte sig ved et krat og vente på fuglene, men det her var jo latterligt. Der kunne umuligt gemme sig noget i det krat i tre timer, som jeg ikke havde set mindst to gange. Al logik sagde, at jeg skulle tjekke omliggende krat, men jeg blev siddende som en skamskudt Ederfugl. Jeg var begyndt at tvivle på, hvorvidt jeg overhovedet havde set de vingebånd. Meget kan nå at gå galt på et enkelt sekund, og måske havde jeg bare tænkt ”Vingebånd!”, mens jeg kiggede på en pæn Skovsanger eller måske bare en Løvsanger? Nogle gange må man stole på sin første indskydelse, men jeg blev stadig mere overbevist om, at det her ikke var en af de gange.

Efter endnu et par doser smertefuld selvransagelse besluttede jeg, at der måtte ske noget. Så jeg satte mig ind midt i krattet og sad så der i en halv time og gloede på de samme Fuglekonger. Men så hørte jeg pludselig et svagt Sangdrossel-agtigt ”sit”, og det kom fra en lille fugl i trækronerne. Allerede i det øjeblik tænkte jeg, at det passede glimrende med en amerikansk skovsangerart. Jeg fik kikkerten på fuglen næsten oppe over mig, hvor den sad skjult bag en stamme med kun hovedet stikkende frem, og den kiggede ned på mig. Næbbet var spidst, og hovedet var gulligt, og jeg tænkte ”øv, Løvsanger”, men nej, det udelukkede kaldet jo! Den hopper videre, og jeg får et godt glimt af oversiden, med mørke vinger og knivskarpe hvide vingebånd, og det afgør sagen. Det var en Yank, uden at jeg havde overblik til at afgøre hvilken.

Klokken var lidt over to, fire timer efter det første glimt. Rystesygen kom tilbage med dobbelt kraft, og jeg hoppede ud af krattet, ringede til RS og sagde: ”Jeg har lige set den igen, og du skal komme NU!” Jeg bad ham også ringe efter Haaning. RS kom først, og jeg stod og fablede om Yanks og pegede ind i lysningen – ”Sæt dig dér!” Jeg gik om på modsatte side for at mandsopdække stedet, og så kom Haaning med kone og børn og hans far Jan. Mens jeg forklarede situationens alvor, væltede RS ud af krattet og lignede en forskrækket Perleugle. Jeg blev lettet, for han havde tydeligvis også set fuglen. Mens jeg stod og drejede om mig selv med telefonen i hånden, gik RS og Haaning ind og fandt fuglen hurtigt igen. Jeg havde ikke kunnet samle tankerne til overhovedet at overveje artsbestemmelse, men Haaning begyndte at snakke om Blackpoll Warbler (= Stribet Sanger). Jeg ringede til de træfdeltagere, jeg kunne komme i tanke om, og meldte en amerikansk småfugl på Mandø. Da jeg blev spurgt, hvilken det drejede sig om, svarede jeg tøset, at ”Haaning og Rasmus snakker om Blackpoll Warbler”. RS stod lige ved siden af og rystede på hovedet og hviskede ”Nej. Nej. Ikke mig! Ikke mig!”, og pludselig begyndte også Haaning at bakke ud. Vi var ramt af hitskræk.
Hurtigt kom folk til stedet, og da vi var 15-20 stykker inkl. Gilleleje-banden med Jan Hjort Christensen, dukkede fuglen frem igen, og straks brølede Hjorten: ”Der er den! Det er en Blackpoll Warbler, det kan simpelthen ikke være andet!” Audouinsmågen må have vaccineret ham mod hitskræk. Nu var den artsbestemt og set af mange folk, og jeg kunne ånde lettet op, ikke mindst da kameraerne senere begyndte at lyne. Jo flere folk, der kom, jo mere medgørlig blev fuglen (amerikanere er nogle show-offs), og da jeg endelig kom lidt mere ned på jorden, fik jeg den også at se ganske fint.

I løbet af eftermiddagen nåede ca. 100 personer at se fuglen (og dagen efter ca. 100 mere), og det er suverænt det mest surrealistiske jeg har været med til. Oven i købet fandt Henrik Mikkelsen en Sibirisk Hjejle, som vi fik set lige før lukketid på Østmandø, og så havde vi næsten været jorden rundt på Mandø den dag. Og inden hjejlen var RS og jeg endda til lagkage og øl hos familien Haaning. En topdag!