Finderberetning – Rødhalset Ryle 3K+ i sommerdragt, Lejsø, Sjælland 14.7 2013

14.7 2013 benyttede Stig Toft Madsen og jeg til en finkæmning af sydvestsjællandske vadefuglelokaliteter i håb om, at noget usædvanligt ville dukke op. Dét gjorde der ved Lejsø, hvor jeg ved 14-tiden bliver opmærksom på en vader, der får hjertet til at banke og hænderne til at ryste og hjernen til at blive underlig....

2 Sandløbere er indenfor synsfeltet. De er begge i smuk sommerdragt og begge af den type, der er dybt teglrøde på struben og forbrystet. Til min store overraskelse dukker nu endnu en småvader op med lignende teglrød strube og hvid underside. Der er bare det, at den trejde fugl kun er 75% i størrelse af Sandløberne, har mindre hoved med kortere sort næb, brunlig overside og helt anderledes form: langstrakt med udposning bag benene og ret langt og tyndt bagparti. Fuglen er i formen ikke helt ulig Temmincksryle med lignende korte ben og langstrakt bagparti.

Afstanden er ca. 300 meter, og det næste kvarters tid studeres vaderen intenst i scopet sat på 45-50 ganges forstørrelse.

Størrelse: ca. som Dværgryle, alias 75% af Sandløber.

Proportoner: lille rundt hoved på en smårylekrop med udposet undergump og ret langt, tyndt bagparti. Ben sorte, relativt kortere end Dværgryles. Næbbet kort og lige, virkede tykkere end Dværgryles (se diskussion nedenfor).

Dragt: overside ala Dværgryle i sommerdragt, men mindre påfaldende tegnet og helt uden Dværgryles hvide linier og V ned ad ryggen. Grundet afstand kunne smådetaljer ikke erkendes, og en kontrast mellem ryg/skulderfjer og dækfjer var ikke markant – men blev noget negliceret, da kontrasterne på denne tid af året ikke synes at være voldsomme, og min erfaring siger, at de væsentligste kendetegn sidder i ansigt og forparti.

Hoved- strube og brysttegninger blev derfor viet stor opmærksomhed. Strube og forhals dybt teglrød, mest intenst farvet midt på struben, svagere på halssiden. Farven på denne halsplet var som hos de kraftigst rødfarvede Sandløber, eller som en intens sommerdragt af Krumnæbbet Ryle, altså den ”polar-rødbrune” farve, mange af de mest højarktiske vadere har i yngletiden. Ansigtet også rødtonet med lidt lyst omkring næbbet akkurat synligt, ligesom en lysere øjenbrynstribe. Undersiden i øvrigt hvid; bag den røde strube/halsplet med lidt mørk pebring, der akkurat kunne ses i 50 ganges forstørrelse.

Den teglrøde strube var i stor kontrast til alt andet i dragten, også de bruntonede ryg og vinger.

Da fuglen ved et par tilfælde sås i flugten sås lange vinger med svage lyse vingebånd, og at strubepletten fremstod som en markant og massiv mørk plet. Sort stribe midt i halen og grå halesider blev bemærket, og forekom Dværgryleagtige.

Fuglen sås mest sammen med de to Sandløbere, men en overgang også med en løs gruppe på 10 Almindelig Ryle og en ad. Krumnæbbet Ryle (hvorved halsplettens farve kunne sammenlignes med en anden rød vaders, bortset fra Sandløber). Desværre terroriserede 2 Vandrefalke regelmæssigt området, hvilket første til massive opflyvninger. 2-3 gange vendte fuglene dog tilbage til den flade i den nordlige lagune, hvor fuglen blev fundet. Da der begyndte at komme folk kunne fuglen ikke umiddelbart genfindes. Der var en del opflyvninger, og det er usikkert, om den flok af ryler, der senere på eftermiddagen sås er identisk med de fugle, den Rødhalsede Ryle sås sammen med, da der jævnt foregik en udskiftning af vadere på stedet. Ved 18-tiden opdagede Rasmus Turin m.fl. dog en ryle, der kan have været den Rødhalsede.

Diskussion
Eftersom førsteindtrykket var af en lille, langstrakt og kortbenet Sandløber med maximal rød forhals, måtte denne art først udelukkes – ikke mindst med tankerne rettet mod gamle britiske claims, der i 80´erne blev forelagt Lars Jonsson, der replicerede med følgende uforglemmelige replik: ”Over here we call them Sanderlings”. Dværgrylestørrelse og det næsten temmincksryleagtige jizz virkede dog som temmelig uligt for selv den mindste Sandløber, og sandløber-tankerne blev da endeligt aflivet, da fuglen sås i flugten og kun fremviste svage lyse vingebånd, der ikke på nogen måde var i stil med Sandløbers brede og hvide.

Dværgryle måtte også udelukkes. Denne art var også tilstede på lokaliteten, og var i formen uventet anderledes med langt kraftigere og kortere bagparti, lidt længere ben og tyndere næb. Dværgryle ad. har normalt tydelige hvide ryglinier, men disse kan være afslidte på nedtrækket. Halssiderne på Dværgryle er varmt farvede, gul- til orangebrune eller med en let rødtoning, men aldrig teglrød og – vigtigt: hos Dværgryle er varm farvning tydeligst på halssiderne, mens selve strubeområdet altid er lysere, oftest hvidligt. Hos den Rødhalsede Ryle var netop strube og forhals varmest teglrød, mens farven var lidt mattere imod halssiderne.

Fuglen sås i ca. 15 minutter totalt på ca. 300 meters afstand, mest gennem scope på max. 50 x (Leica). Forsøg på fotodokumentation mislykkedes grundet afstand og fuglens positur, da den en del af tiden gik med ryggen til os – og desværre konsekvent under fotosceansen. Billeder vil blive checket senere – hvis anvendelige tilsendes de Netfugl og SU.
Min egen tidligere erfaring er god: hundreder af fugle i sommerdragt (99% i Østkina i maj, desuden enkeltfugle i Kasakhstan og USA) og mængder i vinterdragt i Australien, Thailand (under 3 besøg ved Phetchaburi).


Klaus Malling Olsen