Hætteværlingen på Hønen, Fanø?

Fredag 7. september 2002 ved middagstid opdagede Lars Jensen, Amager, en værling med gul underside på Hønen, som udgør sydspidsen af Fanø. Han alarmerede andre fuglekiggere, som var på øen i forbindelse med Operation Fanø, og det stod snart klart, at det drejede sig om en hun-farvet Hætteværling eller Brunhovedet Værling - men hvilken?

Fuglen fouragerede i marehalm hele dagen og på trods af, at den ofte var skjult i vegetationen fik mange fuglekiggere taget fotos af fuglen med deres digitalkameraer. Et udvalg af disse billeder finder du ved at klikke her.

Det store spørgsmål var nu, om det drejede sig om en Brunhovedet- eller en Hætteværling. Dette artspar, i hun-dragt, er blandt de sværest bestemmelige i Europa. Blandt størsteparten af de forsamlede fuglekiggere var stemningen positiv for, at det drejede sig om en Hætteværling, mens nogle af dem, der allerede havde Hætteværling på DK listen, udviste en større skepsis.

Havde det været en retssag, var alle listefikserede fuglekiggere i forsamlingen dømt inhabile.

I Danmark er der gjort to fund af Hætte-/Brunhovedet Værling om efteråret. Første fugl sås 8. oktober 1993 i Blåvand og blev sendt ind til Sældenhedsudvalget (SU) som en Hætteværling. Den anden iagttagelse stammer fra Christiansø 12. september 2000. Fælles for de fund er, at de "kun" blev godkendt som Hætte-/Brunhovedet Værling.

Ud fra disse tidligere fund ser det ud til, at værlingen på Fanø i år går en hård tid i møde, når den lander på SU's bord. Imidlertid adskiller fundet fra Fanø sig fra de tidligere to fund ved at dreje sig om et særdeles veldokumenteret fund med mange fotos. Richard Millington skriver om efterårs Hætteværlinger på de Britiske Øer:

Yes, there are several sight-only records of imm/female Black-headed in autumn in UK. Usually there is some sort of photo evidence, but maybe not in every case.

Kommentar af Per Schiermacher-Hansen:

Med hensyn til Værlingen vil jeg bestemt mene, at den opfylder alle rimelige krav til en gammel hun af Hætteværling, specielt de skarpe sorte issestriber, som gik ned i panden, den lange vingeprojektion (ses på fotos), det pænt lange næb og overgumpens farve. Alle er det kendetegn, som jeg synes fint passer på Hætteværlinger, jeg har set i Grækenland /Tyrkiet. Mine erfaringer med Brunhovedet Værling indskrænker sig til kun 1 iagttagelse af en hun eller 1. vi. fra Goa, så jeg har ikke noget personligt erfaringsgrundlag m.h.t denne arts variationer.

Kommentar af Richard Millington:

It would make most sense for it to be a Black-headed Bunting (Hætteværling, red.).

The bill shape (long and with bulging culmen)
The head streaking (strong, and to bill)
The back-streaking (heavy)
The primary projection (increasing spacings)
The covert edgings (though worn, seemingly white)

For it to be a Red-headed Bunting (Brunhovedet Værling, red.), it would transgress more rules than if it were Black-headed Bunting.

But they apparently interbreed (!?) And the variation of Red-headed is less well-documented

Kommentar af Klaus Malling Olsen:

Lørdag 7.9 sent på formiddagen opdagede Lars Jensen og hans venner en større småfugl på græsengen syd for Sønderho. Fuglen, der ret hurtigt blev bestemt til en hunfarvet Hætteværling eller Brunhovedet Værling, tiltrak efterhånden stort set alle af felttræffets ca. 100 deltagere, og i løbet af lørdagen et antal udenbys interesserede. Den blev set resten af dagen, men ikke genfundet søndag morgen.

Der ligger masser af billeder ude af fuglen på www.phyl.dk, og vi kan kun opfordre til at nærstudere disse. Feltbestemmelse af de to arter er af de sværere, og viden om feltbestemmelse mellem sensommer og vinter sporadisk. Det blev hurtigt fremhævet - især af folk, der ikke var mødt op på træffet - at sikker bestemmelse af de 2 arter er umulig om efteråret, fordi det aldrig var blevet gjort i Vesteuropa. Dette er urigtigt, og i øvrigt en for pessimistisk vurdering, og jeg regner da her med, at kritikerne ikke ligger inde med en eksklusiv viden om hundragter af Hætte- og Brunhovedet Værling, men mere lufter frustrationer over at have fravalgt deltagelse i træffet. Fuglen blev fotograferet som intet hit før, og blev set af en lang række kompetente folk. Det meste af den relevante litteratur forefandtes, om end vi på Fanø måtte reducere konsultationen til de gængse håndbøger, incl. Buntings and Sparrows, samt en artikel i Birding World. Om aftenen summede Nannas Stue af en særegen hybrid mellem sublimt spillet folkemusik og indforstået snak om feltbestemmelse af Hætteværling og Brunhovedet Værling.

Nedenfor følger derfor en oversigt med karakterer, der gælder for Hætteværling og Brunhovedet Værling i hundragt. Det skal fremhæves, at der er tale om preliniære tanker - yderligere studier, kommentarer m.m. kan ændre situationen.

Begge arter er store, ret tunge og tykmavede værlinger med store, koniske næb og ret lang, påhæftet hale. I hundragter har begge varierende gul underside, der er ustribet - undertiden næsten uden gult. Der er ingen tydelige tegninger omkring hovedet, hvorfor øjet virker stort og stirrende. Oversiden har smalle mørkere striber, og der er 2 lyse vingebånd. Stemmer er identiske. Hætteværlingen er generelt den største med det kraftigste næb, hvor overnæbbet kan gå næsten direkte over i panden. Næbbet virker typisk overdimensioneret, som hos en væverfugl, tangar eller anden burfugl. Hætteværling har den længste hånd, hvor 5, undertiden 6 synlige håndsvingjfer ligger bag tertiæerne.

Brunhovedet Værling er generelt mindst og har især ofte mindre næb i rundere hoved - det minder snarere om Karmindompaps eller finkes, men det skal bemærkes, at stornæbbede Brunhovede Værlinger forekommer. Dette gælder både hos hanner og hunner. Hånden er lidt kortere, sædvanligvis med 4 frie håndsvingfjer bag tertiærerne. Op til 5 er dog kendt, men dette er ualmindeligt.

Mange hunner er som skyggetanter i forhold til hannerne - har disses karakteristiske tegninger antydet, hvilket kan være vigtigt ved bedømmelse af strejfgæster - man skal altså se på, om hannernes tegninger kan anes på hunnen..Det er kendt, men måske ikke så meget herhjemme, at hunnerne forekommer i 2 forskellige typer, en med tydelig gul underside, og en med lys, næsten uden gul. Ifølge Buntings and Sparrows har gulmavede fugle mere artstypiske vingebånd end de blege, og hos Brunhovedet Værling nævnes således, at de formentligt aldrig er hvide. Fanøværlingen vurderedes til en 2k+ hun, idet vinger og tertiærer var slidte, ikke friske som en 1k ville være om efteråret. Der er dog nævnt, at nogle 1k fugle har forbavsende slidte vinger i første efterår.

Nedenfor forsøges gennemgået karaktererne på de 2 arter, sammenlignet med Fanøfuglen.

1. Næb. Næbbet forekom ret stort og langt, og antyder således Hætteværling. Næbbet var gråt med mørkere kant og spids samt lidt gult ved mundvigen. Eftersom fuglens hoved muligvis var noget slidt, kan næbbet dog godt fremstå som større end det ville have været i frisk dragt, men videostills bekræfter, det er både langt og kraftigt - det passer fint med fotos af Hætteværling, dårligere med Brunhovedet Værling. Sammenlign dog med en stornæbbet Brunhovedet i Cottridge and Vincombe, Rare Birds in Britain and Ireland, plate 95.

2. Isse og pande. Hætteværling har typisk jævne, ret tydelige striber over issen, der når frem i panden, hvor de til og med kan blive kraftigere. Dette giver hos tydeligt tegnede Hætteværlinger indtryk af en antydet mørkere kalot. Brunhovedet Værling kan have næsten ustribet isse, men undertiden ret tydelige issestriber, der dog fader ud mod panden, der kan synes lys og utegnet, omvendt af markent tegnede Hætteværlingers. Begge arter har tidvis næsten utegnet isse. Fanøfuglen havde tydelige, afsatte sortagtige striber i issen, og disse gik frem til panden, hvor de muligvis mere fremstod som pletter. Man får indtryk af en mørkere isse, der når godt ned i panden og deusden næsten når øjet. Denne tydelige stribning var blandt de kendetegn, der først blev set. Isse- og pandetegningen passer perfekt på en Hætteværling af den mere stribede type, dårligt på Brunhovedet Værling. Især den mørktegnede pande samt stribernes sorthed er Hætteværlingkarakterer - på visse fotos synes pande og hele issen tydeligt mørk, som spøgelsesversion af hannens hætte.

3. Kind. Hætteværling har grålig til gråbrun kind, der nedadtil er ret skarpt afsat fra den lyse strube. Dette kan godt lede tanken til Hortulan. Selvom grundfarven synes at kunne variere noget, er tegningen på kinden, og den skarpe grænse nederst mod struben et vigtigt kendetegn. Brunhovedet Værling har normalt mere bruntonet kind, der nederst på kinden næsten trinløst går over i den lysere strube - tegningerne i hovedet synes klart lysere og mere udviskede end hos Hætteværling, selvom den nederste grænse på kinden kan kontrastere let til struben. Fanøværlingen havde en gråbrun kind, der nedadtil var i kontrast til den lyse strube. Kontrasten var dog ikke påfaldende tydelig, og mange havde svært ved at erkende den. Dette kombineret med en i visse vinkler ret tydelig bruntonet kind gør denne karakter svær at anvende. Let forvirrende var et lysere parti bag øjet, der må skyldes slid - dette er også tilstede på en efterårsfugl fra Sverige. Prøver man at dække over dette lyse parti virker såvel isse som nederste dele af kinden ret mørke, hvilket passer bedst på Hætteværling,

4. Ryg. På trods af, at forskelle mellem de 2 arter er angivet i Fugle i Felten, synes der at være en variation. Generelt har Hætteværling lidt svagere og brunere, mørke rygstriber, ofte med artstypiske indslag af rødbrunt. Brunhovedet Værling har en anelse lysere, mere sandbrun overside med smallere, men mere distinkte og sortere striber. Imidlertid afslører ganske få fotos, at variationen er total, og formentligt værdiløs ved feltbestemmelse. Fanøværlingen havde ret distinkte, brunsorte rygstriber på en ret lyst sandbrun baggrund. På nogle endnu ikke publicerede digifotos anes nederste på ryggen en anderledes toning, og nogle af de nederste rygfjer synes at have rustbrune baser. Hvis dette viser sig at være tilfældet ved bedre reproduktion af billederne end det var muligt på Fanø, peger det på Hætteværling, selvom oversidens grundfarve på visse fotos kan virke ret grå, og i den henseende måske passer bedre på Brunhovedet.

5. Overgump. Begge arter synes at have en brunoliven til grøntonet overgump, der hos Hætteværking ofte har en rustbrun undertone, hos Brunhovedet en klarere gul eller lysegrøn. Fanøfuglen blev opfattet som grønlig, men de nederste overhaledækfjer viser sig på nogle digifotos af have en runstbrun undertone. Nærmere undersøgelser påkrævet, men rusttonet anstrøg nederst på overgumpen passer bedst på Hætteværling.

6. Underside. Begge arter forekommer som adult hun i en farveløs type og en kraftigere gul. Gulmavede Hætteværlinger synes at have ret jævnt gult fra struben til undergumpen. På brystsiderne kan man ofte se, at hannens brune brystside-pletter er antydet. Brunhovedet Værling har generelt mindre gultonet underside, hvor brystet kan have bruntoning. Typisk er struben til forbrystet dog mindre klart farvet end bugen og undergumpen. Fanøværlingen syntes at have ret jævnt gul underside med de for Hætteværlingen antydede brystside-pletter, idet struben var lidt lysere beigetonet.. Nogle skal have observeret et svagt brunligt anstrøg over brystet - kommentarer imødekommes med taknemmelighed.

7. Vinge. Vingebåndene og tertiærkanterne hos begge arter er lyse, hos Hætteværling hvide til lyst bruntonede. Det nævnes, at vingebåndene ved slid fremstår som hvidere, mens friske vingebånd tit er bruntonede. Buntings and Sparrows nævner, at gulmavede hunner ofte kan have hvide vingebånd, hvilket ikke er tilfældet hos gulmavede Brunhovede. Brunhovedet Værling har generelt brunere, mere utydelige vingebånd, der blot ved slid skal kunne blive hvide. Fanøværlingen havde nedslidt vinge, hvor såvel vingebånd som tertiærkanter fremstod ret svagt. Det blev bemærket, at enkelte dækfjer var sortere med hvidere, brede rande. Disse fjer er formentligt nye dækfjer under vækst, og de hvide spidser er interessante, da deres hvide farve er ægte, og ikke forårsaget af slid. Hvide vingebånd kombineret med gul underside er hyppig hos Hætteværling, ikke kendt hos Brunhovedet - formentligt er dette en meget stærk karakter for Hætteværling.

8. Håndsvingsfjersprojektion. Hætteværling har 5, undertiden 6 synlige håndsvingfjer bag teriærerne, Brunhovedet Værling 4, sjældent 5. Fanøværlingen havde tydeligt 5 håndsvingfjer bag tertiærerne, på nogle fotos kan man muligvis se, at den inderste er 6éren, men 5 er minumum. Taler klart for Hætteværling.

Nu er det op til alle interesserede at lægge så mange fotos som muligt ud på nettet, og undersøge fotos, artikler, bøger og skindlagte fugle - observationen er gjort, fuglen dokumenteret og alle motiverede feltbisser kan blive klogere ved at blive konfronteret med en feltbestemmelsesmæssig sværvægter. Et idealfund af Hætte- og Brunhovedet Værling falder i det sene forår, og afspejler arternes sene ankomst til ynglepladserne. Allerede i ult. juli og august trækker fuglene væk igen til overvintringskvarterene i Indien. Hvis man antager at fuglen er en Hætteværling, hvilket mest peger på, kan der have været tale om en fugl, der af de vedholdende sydlige og østlige vinde i denne sommer og for-efterår er blæst nordpå - i lighed med mange sydlige sommerfuglearter. Det samme mønster kan tænkes ved spontanfund af Brunhovedet Værling. Andre må udrede om frekvens i fangenskab i Nordeuropa. I Storbritannien er der t.o.m. 2000 162 fund, flest fra maj-juni, men også en del efterårsfugle. Interessant er en notits i Dymond et. Al. 1992, Rare Birds in Britain and Ireland, hvor der står, at Shetland står for 25 procent om foråret, men 41 procent om efteråret, hvilket afspejler andre sydøstlige trækgæsters.

Denne artikel er en hurtig reaktion på lørdagens observation. Uddybende kommentarer vil forhåbentligt blive publiceret på www.phyl.dk. Detter blot tænkt som hurtige tanker her kort tid efter ankomsten fra Fanø, og vi opfordrer til flere - seriøse - indlæg omkring Operation Fanøs sjælneste fugl. Oprationen lykkedes altså - og patienten overlevede.

Urban Olsson skrev:

Jag har tittat på bilderna, men de ger dubbla budskap! Min gissning är att det är en 2k+ hona (gul buk). Då borde den vara förhållandevis lättbestämd på dräkten. En svarthuvad sparv skulle i de flesta fall visa kontrast mellan hjässa och mantel, men jag kan inte se någon sådan kontrast. Den skulle också kunna visa tendens till hätta, men den tendensen är inte särskilt stark i det här fallet. Jag är ganska säker på att jag ser gulton på bakre manteln, vilket är betydligt vanligare hos stäppsparv.

Streckningen på manteln är också bättre för stäppsparv. Jag kan inte se undersidan tillräckligt bra. Vingbanden är ofta vitare hos en svarthuvad i den dräkten, men de är slitna och karaktären är svår att tolka. En svarthuvad i den dräkten skulle för det mesta vara relativt jämnt färgad från buk till strupe, medan en stäppsparv har buffigare strupe som konrasterar mot bukfärgen. Möjligen verkar den ha mindre gult på strupen. Sammantaget tycker jag att de flesta dräktkaraktärer tyder på stäppsparv, men jag skulle direkt ha bestämt den till svarthuvad på näbbens längd och form om jag bara sett en siluett. Näbben är urtypisk för svarthuvad!

Det är lätt att lura sig på bilder. Jag kan inte säkert bestämma den med utgångspunkt från vad jag kan se på bilderna. En fågel fångad på Ottenby för några år sen såg också ut som en stäppsparv i dräkten, men visade sig vara en svarthuvad när jag sekvenserade en fjäder.

Kommentar af Deryk Shaw, Fair Isle Bird Observatory

Yes it looks like a Black-headed to me! Very large conical bill and definite streaking on the crown with hint of dark ear coverts. Can't see any rufous/chestnut on the back/rump though but there wasn't any visible on our bird either. How did it measure up (wing, tail, tarsus, bill)? Our bird had a pale lemon wash to all the underparts (admixed with white) and (in the hand) the grey-brown rump feathers were fringed yellow too which somehow did give it (in some conditions/views) the hint of rufous.

Kommentar af Andreas Bruun Kristensen:

I sager som denne kan man selvfølgelig argumentere for, at det drejer sig om en hybrid mellem Brunhovedet- og Hætteværling, da sådanne hybrider er beskrevet fra et område SØ for det Kaspiske Hav i følge Rare Birds of Britain and Europe. Det er dog værd at huske på, at der i Nordeuropa er godkendt ca. 200 iagttagelser af Hætteværling af de nordeuropæiske sjældenhedsudvalg. Derimod er der - såvidt jeg ved - aldrig dokumenteret fund af hybrider mellem Brunhovedet- og Hætteværling i Nordeuropa. Derved adskiller dette artspar sig fra Hvidkindet Værling, som der er væsentlig færre fund af end Hætteværling i Nordeuropa men i hvert fald to fotodokumenterede fund af hybrider med Gulspurv.

Ud fra dette kan det være svært at se, hvordan en hun Hvidkindet Værling ville kunne godkendes i Danmark, hvis ikke en hun-farvet Hætteværling, som viser de i litteraturen artstypiske karakterer i forhold til Brunhovedet Værling, kan godkendes af SU. Det kan i den forbindelse nævnes, at der er godkendt fund af hun-farvet Hvidkendet Værling fra i hvert fald Sverige, de Britiske Øer, Holland, Tyskland og Frankrig af disse landes respektive sjældenhedsudvalg.

Jeg krydser den sgu :)

De danske fund af Hætteværling kan findes her og til sammenligning findes de svenske her. Bemærk at svenskerne har fund af gamle hunner fra 13. september og 8. oktober.