Engang imellem falder der en appelsin i den ornitologiske turban.Det gjorde der også denne smukke forårsdag i det østlige Kirgisien.
Ret beset begyndte dagen som en gedigen møgdag med overskyet himmel og regn. Mit mugne humør blev yderligere forstærket af at jeg aftenen forinden havde boltret mig sammen med en flok sortstrubede drosler (minimum 300…) i naboens abrikoslund. SELVFØLGELIG havde jeg ikke medbragt kamera den aften – og den ene flok sortstrubede drossel-hanner efter den anden poserede i toppen af træerne – i det smukkeste aftenlys. Nuvel havde jeg tænkt, dem nupper jeg i morgen tidlig.
Det gjorde jeg således ikke, da morgenen bød på gråt og overskyet vejr. Tilmed regnvejr som nærmest er uhørt i denne del af Kirgisien. Det var derfor med dunkle miner jeg redigerede dagens program. Dagen skulle være brugt til at tjekke nogle lokaliteter for Hvidkindet Værling nær den østlige provinshovedstad Karakol. På grund af det dunkle vejr valgte jeg at køre ruten i omvendt rækkefølge, og håbe på opklaring dagen efter, hvor de Hvidkindede skulle tjekkes.
Denne ”omvendelse” viste sig at være en glimrende disposition. Jeg havde en idé om muligheden for at se trækkende traner; primært Jomfrutraner i den østlige del af Kirgisien. Vidste at tranerne anvender en dal-gennemgang i Tien-Shan bjergene som trækkorridor om foråret, og tiden var umiddelbart passende. Traner ses regelmæssigt i det vestlige Kirgisien, men hvor trækruten præcis foregår, er ukendt. Ikke desto mindre er jeg blevet fortalt om en forekomst af trækkende traner i det østlige Kirgisien, og med det i baghovedet udstak jeg dagens rute. Og havde forventet – i bedste fald – at støde på enkelte trækkende traner.
Ingenlunde havde jeg gjort mig forestillinger om det som ventede.
Vel ankommet til området vest for Karakol, gennemgik jeg området, og stødte ikke umiddelbart på nogen overraskelser. Tidlige Isabellastenpikkere, Tornirisker af ssp bella (en fin lille sag), og så fremdeles var fint.
Op ad formiddagen hørte jeg traner. Langt væk, men karakteristisk nok Jomfrutraner – i forhold til vores Trane langt mindre trompeterende, og i sammenligning mere guttural og lavmælt. Kunne ikke få øje på fuglene, og forventede dem højt-højt oppe et-eller-andet sted i modlyset. Men væk var de. Ærgerlig nok tjekkede jeg de store kultiverede arealer, og indså at det var som at lede efter en nål i en høststak – såfremt der var tale om en lille flok. Anyway – måske længere vestpå? Og af sted kørte vi. Lidt længere fremme kom et lavtflyvende bånd traner flyvende, og ikke nok med det – flere bånd fulgte!
Overordentligt tilfredse stoppede vi, og ude i det fri nærmest væltede det forbi med Jomfrutraner…
De kom flyvende nede fra Issyk-Kul søens bredder (Issyk-Kul er klodens næststørste bjergsø), og dernede stod en gæv flok Jomfrutraner. I hundredvis. De drak af det brakke vand, og stod ligefrem på sandstranden som en flok badegæster. Nu forlod de stranden i småflokke og trak ind mod markerne – lige hen over hovederne på os… Den ene flok efter den anden. Magisk!
Vi placerede os på en solbeskinnet bakke med udsigt til tranerne. Og nød det i fulde drag sammen med frokosten.
Dette var temmelig unikt, og fundet af denne ukendte rasteplads er vigtig.
Vist er Jomfrutranen ikke truet; klodens næstalmindeligste, men enhver gerning der forhindrer eventuel svækkelse af bestanden er vigtig; især når det drejer sig om ukendte rastepladser som denne nysfundne. Så jeg glæder mig til at involvere tranefolk i denne opdagelse.
Tallet denne dag opgjordes til et pænt stykke over 2000 fugle. Ingen aner om tallet er større på andre tidspunkter. Der er plads nok… og hvorfor kunne der ikke være basis for tusinder flere?
Vi får se – der arbejdes videre med sagen…
Og resten af denne dag, var en glad begivenhed – med masser af fine obs og oplevelser.
Engang imellem havner appelsinen i den ornitologiske turban. Javist…. Og hvor er det fedt at opleve!
Det her billede er simpelthen bare godt og så dejligt stemningsmættet. Således ved jeg nu snart ikke, hvor mange gange dette billede er dukket spontant op i min bevidsthed.
Tak for dine roser. Nogle gange giver motivet sig selv, og det er således bare at trykke på knapperne.
Jeg var ikke ude samme sted i april, men til gengæld havde jeg mange mange trækkende Jomfrutraner de første dage i april her i Bishkek, som er beliggende 350 km fra rastepladsen hvor billederne blev taget.
Fuglene er der hvert år og til foråret skal jeg velsagtens derud igen.
Det var en dejlig dag, og en oplevelse som jeg under alle fugleinteresserede.
Jeg har jo set billederne af overvintrende Jomfrutraner fra Indien af andre dankse fuglefotografer, og med egne gennemtrækkende/rastende fugle kombineret med fugle set på ynglepladserne oppe på den kasakhstanske steppe danner der sig en god forståelse for denne smukke fugl. Og øget erfaring og forståelse er evigt interessant og bekræftende.
Det var virkelig så og som du selv siger så kommer motivet selv til en nogle gange.
Jeg tager forresten gerne del i oplevelsen på et tidspunkt. Da noget af det fedeste da må være at få gode skud af jomfrutrane, som er en virkelig drømmeart.
Jeg finder egentlig billederne fra Indien ganske glimrende, men jeg synes dit billede rummer langt mere idet vi får hele landskabes sceneriet med og en af lokale som er ude med dit kvæg, hvilket også bidrager væsentligt.
Venlig hilsen Nikolaj
Jan Jörgensen skriver søndag 1. november 2009 kl. 13.15
Tak for de rare ord - det varmer helt herned hvor dagstemperaturen den sidste uge har været nede og runde minus 25.
Ovenstående billede luner også, idet der blot er tre måneder til de første Jomfrutraners ankomst. Marts dagene er råkolde (som derhjemme) men foråret ubestikkeligt selv om der kan komme snedage. Alpesejlere (hmm.. det lykkedes mig IKKE at få de rigtige gode skud i kassen i 2011...), Hvide Vipstjerter, Sortstrubede Drosler m.fl. er forårsbebudere på disse kanter. Primo april er primetime for at opleve Jomfrutranerne, især sammen med alle de andre fugle som IKKE kan medtages på billedet. Hver region sine forårstraditioner - her altså en af de lokale i det østlige Kirgisistan: Jomfrutraner.
Sandt for dyden ingen genistreg af fotografen, men jeg havde håbet at motivet blev som det blev. som skrevet, motivet gav sig selv. En hyrde til hest der driver kreaturerne hjemad, og jomfrutraner der må vige... Og bjergene i baggrunden. Det kan ikke gå helt galt!
Det er velsagtens også sådanne oplevelser/billeder på nethinden, der får os alle til at hige efter mere og nye oplevelser.
Så kan man godt glemme at vejr og kriser løber parallelt.
Tak
Michael
Nye kommentarer til dette billede er ikke muligt.
Bemærk: at alle billeder har copyright og må ikke anvendes uden accept fra den respektive fotograf.
English version
Nikolaj noel christensen skriver torsdag 29. oktober 2009 kl. 00.25 
