Sidder den på islams halvmåne på en grav eller moske?

Den sidder på Ahmeds gravsted i Karaoi - han døde i 1967, og hans gravsted på 20 kvadratmeter har en ganske fin matrikelliste bl.a Steppegulbug, Kirkeugle, Ellekrage, Common Myna, Saxaul Sparrow og Grøn Biæder.

Det bør bemærkes at jeg spurgte nogle af de lokale om lov til at gå rundt på stedet og fotografere fugle. Det var ok...

Derimod havde vi en pudsig oplevelse dagen før, hvor et par stykker af os gik nede langs floden. Så dukker den lokale politimester op sammen med sin kollega. Karaoi er måske et af de mest gudforladte steder man kan besøge - antageligt den mindst attraktive turistdestination på denne klode - rangerende på lige fod i poplularitet med Tjernobyl. Han spørger på russisk hvad vi går rundt og laver. jeg svarer, at vi ser på fugle - og derfor er "bevæbnet" med kikkert og kamera.

Nu skal man jo ikke spøge med myndighedspersoner i denne region, så vi antager en høflig og respektfuld attitude, selv om det er lidt komisk - især da han peger på sig selv og på russisk-engelsk siger at han er den lokale "sherif." Hans kollega er lige ved at flække af grin - og vi har ligeledes svært ved at holde masken. Det minder i den grad om en parodi på en amerikansk C-fim. Men det lykkes. Han napper tre Pas og returnerer til den civile Lada-politibil og kører... væk. jeg fortalte ham naturligvis hvor han kunne finde vores lejr, og få yderligere oplysninger.

Vi lusker tilbage, og sheriffen har selvfølgelig fundet vores lejr, og står med de fornødne papirer i hånden. Og han har selvfølgelig intet på os. Alle papirer er i orden (hvilket kan være overordentligt irriterende for dem idet de ret beset kun er ude på at tryne og få nogle penge ud af det).

Nu gælder det bare om at finde en måde, så situationen kan løses, og lade sheriffen selv finde en udgang på situationen. Typisk for sådanne situationer her er at myndighedspersonerne er vant til at borgerne bliver lange i spyttet og antager en underdanig holdning.

Princippet for dem er at tryne først og spørge bagefter... så derfor måtte vi jo lade ham SELV finde en forklaring på hans opførsel. Først prøver han med, at adgang til området kræver en speciel tilladelse. Den forklaring holder ikke tæt - og han vender og drejer vores papirer, og medgiver, at det jo egentlig er korrekt.

Hmmm... næste er at han begynder at fortælle om frygten for terroristangreb... (i Karaoi!!!) Så bryder hans vice-sherif ud i latter, og sheriffen selv har svært ved at holde masken. Det har vi alle... men stadig er vi respektfulde.

Vi medgiver at terroristvirksomhed sandelig er en grim ting, men at vi bestemt ikke er terrositer - taliDANERE... og så løser situationen sig. Han redder æren om end lettere ramponeret med sin forklaring, og som det typisk hænder, er al forstemthed forduftet, og snakken drejer over i de dagligdags ting, som jo ret beset er det verden består af i denne del af Kasakhstan, dvs dårlige veje, ingen regn og alt for meget støv.

Vi tager afsked med sheriffen og modtager højtidligt hans velsingelse til at vi kan vandre omkring som vi vil,.. men på det tidspunkt gider ingen vandre tilbage i 40 graders varme.

Go' historie fra dagliglivet i Centralasien. Jeg læste den med stor interesse!