Sulen har siden efteråret indtil nu trofast opholdt sig på øen.
Den har fået tiden til at gå med konstant at forbedre reden med små stykker græs, tang,fjer og grøn snor, og ligeledes havnefolkene med at spule bunken i havnen, når den blev for overvældende. Så starter Sulen bare forfra igen.
Sidst lå den på en skærvesæk, men det fik vist en ende, da en gaffeltruck løftede hele sækken op og kørte larmende hen ad havnen, med Sulen forblivende stoisk og meget misfornøjet ovenpå sækken.
Nu har den så udvalgt sig en ny plads - det allermest upraktisk befærdede sted på havnekanten, lige ved siden af elstanderen, som den betragter som sin mage.
Lander med stor larm og næbbes med ledningerne, kurtiserer og med de fineste små næbbevægelser piller omhyggeligt og kærligt magens fjer.
Hvis nogen skulle formaste sig til at befamle den udkårne, f.eks. ved gerne at ville tage et elstik ind eller ud til båden, angriber Sulen rasende misdæderen, hvilket af og til kræver et middelstort stykke hæfteplaster.
Sulen og Jean (billedet) er absolut ikke bedstevenner. Han driller den hver dag og synes, den skal have en kugle i hovedet, og den synes til gengæld, han skal have et godt hul gennem træskoen og forsvarer sig ganske udmærket.
I hvert fald er denne helt unikt siddende havfugl med sit gule hoved, sin karisma og sine betagende grøngule neonstriber på fødderne nu mindst lige så fotograferet af alle de besøgende som Holger Danske - så forhåbentligt overlever den sure Sule på Chr.Øs kajkant en tid endnu.
Den er ikke ringmærket på Chr.Ø, man vil jo heller ikke så gerne jage Sulen væk.
English version