Felttræf 2014 var bl.a. kendetegnet ved usædvanligt mange Stenpikkere. Blandt dem var en del, der afveg fra "normen" ved at være store og meget langbenede. De fleste af disse var desuden varmere farvet på hele undersiden - som denne fugl - og med kraftig rustbrunt anstrøg på kinderne samt meget lang håndsvingfjersprojektion. Disse store fugle fødesøgte tit mere adstadigt med hoppen omkring på samme måde som en stor drossel, og "strunkede" tit ala Misteldrossel. Herved virkede hovedet imod den kraftige krop næsten uforholdsmæssigt lille.
Sådanne store og varmt farvede fugle bør henregnes til formen leucorhoa = Grønlandsk Stenpikker, der desuden yngler i Island.
Fugle på færøerne og mange langs den norske vestkyst synes at danne en overgangsform til de mere konventionelle oenanthe, hvilket især kommer til udtryk hos friske ungfugle om efteråret, der har tendens til at være varmere farvet end de fugle, men støder på i Østdanmark.
Der findes også blegere fugle blandt disse store fugle, og de kan volde en del hovedbrud i forhold til Isabellastenpikker. En lidt overset ting blandt stenpikkere er, at de hvide overhaledækfjer kan dække over midterstriben i halebåndet, således at Stenpikkers sorte T bliver til en sort bagkant i stedet for. Da leucorrhoa generelt har bredere sort endebånd på halen kan de i denne henseende da nærme sig Isabellastenpikker, og har vi en lys fugl kan der opstå delikate problemer. Isabellastenpikker afsløres da bedst på:
1: Større hoved og længere næb
2: Hovedtegninger svage eller tydeligst foran øjet med mørk tøjlestribe imod hvidt kort øjenbryn, der er tydeligst foran øjet og aldrig breder sig bagud og bliver tydeligst og bredest bag øjet som hos Stenpikker
3: Isabellastenpikker har ensartet sandfarvet isse til ryg, ikke mange stenpikkeres grålige nakke.
4: Centrene på vingedækfjerene er mellembrune hos Isabellastenpikker, ikke sortbrune som hos Stenpikker. Dette giver en langt mindre afstikkende mørk vinge end hos Stenpikker. At alula er mørkere og står ud mod lyst er et fakta - men en del Stenpikkere kan også vise dette, hvis dækfjerene har så brede lyse rande, så mørke centre ikke ses på den lukkede vinge.
5: Undervingen er lys - næsten hvidlig hos Isabellastenpikker, grå hos Stenpikker.
De lange ben imod kort hale ses hos Isabellastenpikker, om hvilken det er sagt, at den kan svinge halen mellem benene uden at røre jorden. Det er også rigtigt, men mange af de store og langbenede Stenpikkere er bygget så man kan få en lignende idé.
Den nysgerrige kan surfe rundt på Netfugls righoldige fotoarkiv og få syn for sagen. Det er Galleriet suverænt til - at selv teste karakterer, man læser sig til.
English version