| Denne Duehøg er vitterligt usædvanligt lys med meget smalle striber og tegninger på undersiden, og jeg har herhjemme ikke set et individ, der var tilnærmelsesvis så lys.
De hjemlige duehøge har om efteråret normalt gulbrun-tonet underside, der dog blegner noget vinteren igennem. Derfor er Duehøge om foråret generelt lysere på underkroppen end om efteråret, men fortsat med de mørke striber intakte.
Denne fugl er så smalstribet og hvid i grundfarven - også på undervingen at den kan nævnes med et "viser karakterer som sibirisk Duehøg". Denne er nemlig større og lysere samt finere mønstret end hjemlige fugle. Problemet er - akkurat som med Vandrefalk peregrinus kontra calidus - at kun en lille andel er så påfaldende og felt-bestemmelige som denne fugl. Problemerne med Sibirisk duehøg er nok endnu større end med calidus-typerne hos Vandrefalk, der trods alt udgør en vis andel af de gæstende fugle. For duehøgenes vedkommende synes kun en lille andel at være så lyse, og dermed karakteristiske, som denne. Mange duehøge fra den sibiriske forms udbredlesesområde er identiske med lysere versioner af vores fugle. |