Denne ugle er ikke forsynet med latinsk navn, idet den ikke er beskrevet for videnskaben endnu! Lokaliteten ligger på Andes-bjergenes østskråning en dagsrejse fra Quito. Fuglen er en "logo-art" for den stedlige "San Isidro Lodge".
Det er en ret stor ugle, der formentligt er i nær slagt med Black-banded Owl (Strix huhula) og Black-and-white Owl (S. nigrolineata). Førstnævnte art er dog kun kendt fra lavlandet øst for området, og sidstnævnte kun fra Andes´ vestskråning. Der er fundet tydelige stemmeforskelle fra de to arter (kan Niels Krabbe eller andre kyndige supplere med yderligere?), ligesom lokaliteten ligger ret langt fra de to arts udbredelsesområde; der skal dog være en bestand af en lignende form i det sydøstlige Peru.
Sammenlignes dette foto med illustrationerne i Ridgely & Greenfield: The Birds of Equador, ses det at undersidens tværbånding synes at ligge mellem de to arters.
Derimod er det særegne spørgsmålstegn i øjnene ikke artstypisk, men et udslag af, at billedet blev taget frihånds med en lukkertid på 1/6 sekund.
Jeg har arbejdet på at beskrive denne fugl, men har opgivet af flere grunde. Dels står huhula og nigrolineata hinanden meget nært, grænsende til at være samme art. Der findes 2-3 skind fra Colombia der regnes for at være overgangsformer/hybrider. Derudover er huhula meget variabel i bredden af de hvide bånd på undersiden. Selv om huhula i Ecuador kun er kendt fra det østlige lavland, så går den op i Andes i nordvestArgentina (lige som Gary Rosenberg tog et foto af en i Cusco, Peru). Det er nok mere tilstedeværelsen af Mottled Owl (Ciccaba virgata) der holder huhula fra bjergene and dens temperaturtolerance. Ved San Isidro er den så sluppet igennem og standset ved Rufous-banded Owl (Ciccaba albitarsis), som når sin nedre grænse her. Mottled Owl har sunget ved San Isidro en enkelt gang eller to, men mangler normalt her. Jeg har fotos af nogle Argentinske skind af huhula der ikke har meget smallere hvide bånd end San Isidro-fuglene.
I Andes i Ecuador er den stadig kun kendt fra San Isidros ene par. Mitch (som opdagede den) og jeg har kørt rundt i hele omegnen om natten på jagt efter flere, men har ikke kunnet finde nogen. To af ungerne fra parret har radiosendere på og blodprøver er taget, men det er ikke nemt at skaffe prøver af huhula, så projektet er strandet indtil videre.
Stemmen er lidt problematisk. San Isidro-fuglene er endnu aldrig hørt synge, men det kald man hele tiden hører den give er ikke helt som nogen andens. Dens mjavende kald er dybere end de andres, men der foreligger ikke særlig mange optagelser af de andre (måske flere nu - det er et par år siden jeg har kigget efter). Huhula og nigrolineata synger begge sjældent, og lokalt (eller måske i reglen) forkorter de den typiske komplette sang (ho-ho-ho-ho hó) til den sidste eller de to sidste toner, så en vis grad af dialekt skal man nok acceptere før man udråber en Ciccaba som sin egen art på basis af stemmeforskelle.
English version
Niels Kaare Krabbe skriver torsdag 3. februar 2011 kl. 13.54 